Du er her: 
lørdag23sep2017

Koncert

lørdag23sep2017 kl. 16:00 - 17:00

Niels W. Gade (200 år): Orgel- og kormusik II

Lørdag den 23. september kl. 16.00

 

Camilla Button, sopran

Marianne Klindt-Jensen, alt

Erik Bekker Hansen, tenor

Thomas Chr. Sigh, bas

Claus Pedersen, orgel og korledelse

Værker og arr. af Niels W. Gade

 

Fri entré. 

 

Arbejdet med N.W. Gade-koncerten i juni gav inspiration til at dykke ned i mere af Gades  produktion, så her kommer fortsættelsen af hans orgel- og kormusik udført af fire professionelle sangere samt kirkens organist og korleder, Claus Pedersen. Der sættes fokus på såvel værker for soloorgel som korværker og salmemelodier fra komponistens hånd samt hans fine arrangementer af syv nordiske folkesange. Nævnes skal også Gades Kirkearie sunget af sopranen Camilla Button, som går i solistklassen på Det Jyske Musikkonservatorium. De øvrige sangere er Marianne Klindt-Jensen, kirkesanger ved Ellevang Kirke samt Erik Bekker Hansen og Thomas Sigh, der begge er ansat ved Den Jyske Opera.

Niels Wilhelm Gade (1817-1890) blev gennem mere end fyrre år den dominerende skikkelse i dansk musikliv. Han fik en stor international karriere, som tog fart i året 1843, hvor Gewandhausorkestret i Leipzig uropførte hans første symfoni i c-mol under Felix Mendelssohns ledelse. Det blev så stor en succes, at Mendelssohn tilbød ham at blive sin assistent. Han slog sig ned i byen og blev hurtigt et stort navn i Tyskland. Her blev han blandt andre personlig ven med R. Schumann, Fr. Liszt og R. Wagner, og ved Mendelssohns død i 1847 overtog Gade hans stilling som chef for orkestret.

 

Imidlertid tvang treårskrigen (1848-1850) Gade til at flytte hjem til Danmark, hvor han i de næste 40 år skulle blive den ”store mand” i dansk musik. Bl.a. som chefdirigent for ”Musikforeningen”, hvor en lang række nye værker kom på programmet af bl.a. Schubert, Schumann, Mendelsohn, Beethoven og Bach. Fra 1858 blev Gade organist ved Holmens kirke, og i 1867 var han den ledende idemand bag oprettelsen af ”Det kgl. Danske Musikkonservatorium”, hvor han ligeledes blev direktør. I 1856 udnævntes Gade til professor og i 1879 til æresdoktor i filosofi ved Københavns universitet.