Du er her: 

Prædiken til 5. søndag efter påske

Af Sognepræst Søren Jensen

Rom 8, 24-28 og Johs 17, 1-11

Salmer: 725 - 498 - 693 - 359

 

Man får næsten fornemmelse af føljeton, når man tænker på de udvalgte evangelieafsnit, der sædvanligvis bliver prædiket over i tiden efter påske – hvis ellers man kan komme i kirke! Næsten alle er de hentet fra Johannesevangeliet og næsten alle fra de taler Jesus holdt for sine disciple, den sidste aften han var sammen med dem. ”Afskedstalerne” som de meget passende kaldes. Som afslutning på dem beder Jesus en længere bøn, hvorfra denne og næste søndags evangelium er hentet fra. Fornemmelse af føljeton er ikke helt forkert! På søndag bliver det som bekendt muligt at høre resten af bønnen ved gudstjenesten i kirken. Det glæder i os til.

”Således talte Jesus; og han så op mod himlen og sagde: ...”. Midt i sin uro og usikkerhed søger han efter et fast holdepunkt i himlen, i det evige. Det samme gør vi!

Umiddelbart kan man undre sig over, at der efter påske skal prædikes over noget Jesus sagde før sin død, som om det ikke var opstandelsen og dens indflydelse på vores eksistensbetingelser nu, der burde stå i centrum? Hvad er grunden til, at det han siger den sidste aften, skal fylde så meget?

For at svare på det sidste først, så tror jeg, at den situa-tion, hvori ”afskedstalerne” blev holdt, umiddelbart er mest gen-kendelig for os og at det er derfor, vi i tiden efter påske igen og igen sættes tilbage til denne spændte og trykkede tid før død og opstandelse.

Hvad det saglige angår, så skal vi tænke på, at alt det som Jesus siger i disse taler og i bønnen, er sagt med henblik på det, han kalder for sin herliggørelse. Det er altså sagt i lyset af, at han dagen efter ville blive korsfæstet og dø, og at han efter tre dage ville opstå fra de døde, det som han under ét andre steder i Johannesevangeliet betegner som sin ophøjelse. Hans lidelse og død ville disciplene som bekendt gerne forhindre. Hans ord om opstan-delsen forstod de ikke og derfor forstod de dybest set heller ikke, hvad det var, han sagde til dem den sidste aften. Først efter opstandelsen var det til at forstå, men derfor er der så også god grund til at vende tilbage til ”afskedstalerne” og ”den ypperstepræstelige bøn”, som man kalder den, for at forstå det hele lidt dybere.

Hvordan skal vi så forstå os selv i forhold til det, som Jesus om i bønnen? Hvad indebærer det at være kristen? Skal den kristne forholde sig på en særlig måde? F.eks. når en krise som den, vi befinder os i pludselig er over os med alle de forskelligartede konsekvenser den har fået. Hvad er den rette holdning?

For at besvare det spørgsmål er der et grundlæggende forhold, som i høj grad afspejler sig i stykket fra bønnen, vi må overveje. Dette grundforhold har at gøre med, at Gud er brudt ind i vores tilværelse; at han har været her for at gøre sin gerning og har fjernet sig igen. At forstå denne foreløbighedens dobbelthed er afgørende for at forstå det kristne budskab og dets betydning for os. Det er et forhold, som ligner menneskelivet, sådan som det former sig i al almindelighed. For menneskelivet er ikke noget færdigt, afrundet, bestemt, noget i sig selv rigtigt, sandt og evigt! Det bliver vi da ikke mindst mindet om for tiden. Og dog kan vi ikke undvære disse begreber, når vi agerer i livet og lever det. Men det evige må komme og kommer til os udefra.

Når vi igen og gang på gang må indse, at vi selv ikke blev færdige; at vi ikke nåede at afrunde tingene, som vi gerne ville have gjort, fordi noget kom i vejen, så bør vi være lydhøre, når det evige kommer til os som noget, der selv ikke er endeligt færdigt, fordi det vil komme igen. Med denne dobbelthed mellem opfyldelse og forventning giver det sig til kende i vores forsøg på at leve livet. Det kristne budskab svarer altså hertil eller vi kan sige, at det kristne budskab forkynder, at livet er sådan indrettet og at vi i stedet for at fortrænge eller ignorere det - fordi vi er bange eller fordi vi tager livet som en selvfølge - skal have mod på at se det i øjnene, hvad vi netop kan gøre, fordi evangeliet med sin dobbelthed giver os et håb at leve på.

Dette vilkår berører Paulus i dagens epistel fra Romerbrevet. Her skriver han, at et håb der er opfyldt, ikke længere kan kaldes for et håb. Det kan han jo have ret i. Kristi komme var der længe blevet håbet på, og nu var han kommet! altså: håbet var opfyldt; hvad var der så mere at håbe på? Jo, der er noget, siger Paulus, ”vi ikke ser”, og hvordan og hvad det så er, skal vi bede Helligånden om at vejlede os om; vi skal bede den om at komme ”os til hjælp i vor skrøbelighed”. Det vil sige, hjælpe os med at fastholde troen på håbets opfyldelse og at det vil blive opfyldt igen.

Det er vilkåret ved at være døbt, at vi skal leve i dette håb, som allerede er opfyldt i Kristus, men som ligefuldt er et håb; er noget, ”vi ikke ser”. Det vil sige, at vi fastholdes på opfyldel-sen, der kom og vil komme. Hvis man nu er meget firkantet i sin tankegang, så er det virkeligt et problem, at sige sådan. Men hvis livet - i virkeligheden - ikke stemmer med tankens logiske strin-gens, men tværtimod er noget, der lever og ikke lader sig fasthol-des i knivskarpt definerede kategorier, så er der ingen bedre måde at komme til forståelse af sig selv på, i det liv man har fået at leve, end ved at tale om livet både i dets egenskab af noget bestemt og af noget ubestemt; både som et frelst og frit liv, og som bundet til tiden og foranderligheden; altså at fastholde begge dele på én gang. Derved slipper vi for at gøre os til herrer i vort eget liv; udelukkes fra at bilde os ind, at vi har eller skal have magten over det, for da svarer budskabet på livets omskifte-lighed, og kommer os i møde i vores nød. På bedre måde kan vi ikke lade os fastholde i en foranderlig verden.

I sin bøn beder Jesus sin far om, at han må blive herliggjort, for at kunne herliggøre sin far. I det hele taget taler Jesus meget om enheden mellem far og søn - kender man den ene, så kender man den anden; de er ét - ligesom denne enhed atter og atter overføres på forholdet til disciplene og på forholdet disciplene imellem. I samme åndedrag, som han beder om herliggørelsen, føjer han til, at han gennem sin gerning, ved at have gjort det, han har gjort: ved at have forkyndt evangeliet i ord og i gerning; ved helbredelser og undergerninger, allerede har herliggjort sin far. Her er med andre ord den samme dobbelthed på færde, som vi kan reflektere over på den anden side af påskemorgen; som Paulus taler om, og som vi kender fra det uafsluttede liv, vi lever som døbte. Jesus taler igen om en herliggørelse, som allerede har fundet sted og en herliggørelse, der er forestående.

Når livet går i stykker, når vi fortvivler, og ikke har styr på os selv og den situation vi befinder os i, ikke mindst når noget udefrakommende ryster os, skal vi huske på, at vi allerede nu har del i hans herlighed og det vil også sige i den, der vil komme. Når livet lykkes, og vi bilder os ind, at vi er årsag til succesen, så skal vi ikke glemme, at hans herliggørelse begyndte på korset.

Med sin herliggørelse skænker Kristus evigt liv til alle dem, hans far har givet ham. I dåben bliver vi hans. ’Det evige liv’ bærer unægteligt præg af at være noget fremtidigt, noget at håbe på, men her får vi så at vide, at det allerede nu er givet til alle dem, som Jesus har fået af sin far. Og det vil også sige os. Derfor takker vi i bønnen ved dåben, netop fordi vi i den skænkes ’det evige liv’.

På næste søndag er evangeliet slutningen på Jesu ypperstepræ-stelige bøn, og dog får vi ikke det hele med; der er nogle vers, der springes over. Heri siger Jesus bl.a.: ”Jeg beder ikke om, at du skal tage dem ud af verden, men at du vil bevare dem fra det onde”. Selvom disciplenes og vores ståsted i livet er i Guds rige, og i den forstand ikke er af denne verden, så sender han os ud i verden på samme måde, som han selv var blevet sendt til verden. Han løb den risiko, der er forbundet med det at være menneske og han måtte dø, men i kors og død var hans herliggørelse allerede, for døden var forudsætningen for hans opstandelse. På tilsvarende måde skal den døbte risikere sit liv; sætte det til, for i dåben bliver vi ikke alene begravet, men vi opstår. Hvis ikke livet leves på denne risiko, er det ikke noget sandt liv! Når Jesus derfor ikke længere er i verden, men vi, der hører ham til, er i verden, så skal vi lade os fastholde på denne dobbelthed, på denne risiko, ligesom vi fastholder ham på hans ord.

Jeg nævnte til en start, at man i tiden efter påske kan få fornemmelse af at læse en føljeton, når evangeliet, der skal prædikes over, læses op ved gudstjenesterne. Når udtrykket føljeton ikke er upassende at bruge, skyldes det, at Jesus med de ord han siger i dag, sender os ud i verden. Føljetonens fortsætter nemlig i vores liv med den risiko, der er forbundet med at leve det – også når vi føler os isolerede og ensomme; også når vi er angste og modfaldne. Måske endda især når vi er det!

Når den side af dobbeltheden i vores liv viser sig, som har med nederlag og fiasko, med frygt og angst at gøre, så skal vi huske på og trøste os ved det styrkende i Guds Ord. Det kan vi gøre, fordi han én gang har opfyldt, hvad han havde lovet, og fordi der er en side af hans herlighed, vi endnu ikke har set. Må håbet herom derfor styrke os til at leve lige nu!

 

 

Del dette: